Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

22.1.17

SHOPPING THE HOLE AWAY

Jeg har det med at shoppe for penge jeg ikke har; reelt set burde jeg slet ikke bruge min penge på tøj, sko, tasker og andet materialistisk, for det rækker min økonomi slet ikke til. Alligevel gør jeg det, det er en afhængighed jeg har svært ved at slippe, måske mest for den halve dags glæde det giver når de perfekte sko findes, pakken modtages, tøjet prøves på eller det generelle kick shopping giver mig. Alligevel efterlades jeg altid med en stikkende tomhed, som altid slår mig alt for hurtigt. 

Mode og modeverdenen generelt har altid været en passion for mig, noget jeg kan bruge meget tid på, noget som jeg elsker at studere. Jeg kan bruge timer på at bladre adskillige virtuelle sider igennem på forskellige virtuelle butikker, pinterest er mit mekka når det kommer til inspiration og at sætte drømme-købene på en piedestal er jeg mester i. Det tøj vi smider på kroppen hver morgen er en slags kunst for mig, og igennem det viser vi personlighed. Jeg elsker det, og det er naturligvis derfor jeg altid ender med at trykke køb, selvom jeg ved, at jeg ikke burde. 

Så hvorfor rammer den tomme ligegyldigheds følelse mig altid? Tanken om at jeg ubevidst prøver at fylde et hul i min sjæl med endeløs shopping slog mig. Jeg prøvede at skubbe den væk, måske fordi det lyder temmelig latterligt; alligevel sad den lidt fast. Glæde kommer ikke let til mig, og det har den aldrig gjort - min diagnose er stor skyld i det, så måske er det ikke helt så urealistisk, at jeg altid higer efter den næste "falske" glæde som shopping kan give mig. 

Det er en pænt sørgelig teori, og ikke noget jeg har konkrete beviser på, men det er et slags mønster for mig, som har vist sig i mange år. Tingene jeg køber giver mig langt hen af vejen en slags glæde, men igen bliver det dagligdag, og tingene bliver en selvfølge. Jeg skammer mig lidt over det, for jeg er på mange måder priviligeret. Mit liv er bedre end de flestes på denne planet, men i den osteklokke mange af os lever i, er det til tider svært at huske på. 

Der er ikke nogen sweet silver lining eller gylden pointe med dette indlæg, kun en seriøs ærlig erkendelse fra min side. Glæde er en underlig størrelse, og utaknemmelig er det sidste jeg ønsker at være. 

20.1.17

9 WEIRD THINGS ABOUT ME

- Jeg elsker biografiske film som Jobs, The Theory of Everything, Magic Beyond Words: The J.K. Rowling Story og The Social Network. Jeg interesser mig helt vildt for mennesker, hjernens psykologi og hvordan vi agerer omkring hinanden generelt, derfor synes jeg det er vildt spændende at høre andres livshistorier - kendte som ukendte!

- Underligt nok er jeg ret vild med lugten af cigaretter på mine fingre. Jeg tror ikke, at der er mange som deler denne samme bizarre fetich, men nu er det ude!

- Jeg kan ikke fordrage rødløg og almindelige løg, dog er jeg helt vild med hvidløg, purløg og forårsløg. 

- Jeg har en slags fobi for at få ting i øjet som for eksempel en champagneprop eller noget spidst. Idéen om at negle falder af, kan jeg virkelig heller ikke håndtere!! Jeg har set det ske, og ville seriøst panikke hvis det skete for mig.

- Denne kan mange kvinder nok følge mig i; jeg har det med at tænke på de ting jeg ikke fik købt. Ikke hver dag eller hele tiden, men af og til popper mindet op, som eksempelvis den sommer jeg var omkring 13-14 år, og blev vildt forelsket i et par Tommy Hilfiger kilehæls-sandaler i det lokale storcenter. Mine forældre sagde nej, og dét minde borede sig ind i min sjæl.

- Jeg er typen som redigerer teksten under mine instagram-billeder, så det passer med billedet. Det skal forstås på den måde, at jeg kan finde på at redigere flere gange, hvis hashtaggene ikke fylder billedets bredde ud, eller går ned på en 2. eller 3. linje. Super OCD, og ikke noget jeg er særlig stolt af. #HashtagWeirdo

- Uden lister ville jeg ikke fungere. Mine noter på min iPhone er fyldt med lister af forskellige slags. Indkøbs-liste, blog-liste, tatoverings-ide-liste, bog-liste, film-og-sange-liste, forfatter-liste - og det er kun for at nævne nogle. For slet ikke at tale om de lister jeg skriver, hvis jeg skal noget specifikt!

- Jeg drikker udelukkende juicebokse. Den her er virkelig svær at retfærdiggøre, men jeg synes at en 1,5 liters karton bliver tyk og vammel i konsistens og smag efter nogle dage i køleskabet. 

- Jeg er rimelig afhængig af Kardashian/Jenner kvindernes snapchat. De er af og til højdepunkterne på min dag, på trods af at det oftest er narcissistiske, op-i-røven på sig selv videoer. Jeg æder det råt.

18.1.17

OUTFIT INSPIRATION


Jeg lagde for nyligt mærke til, at "outfit inspiration" indlæggene havde været i den tynde ende på det seneste, og eftersom jeg selv finder stor inspiration i disse slags billeder, gjorde jeg prompte noget ved problemet. Én stor blanding af minimalisme og den skøre slags mode (læs mere om det her...) - og sjovt nok er jeg vild med det hele. Mærkværdige mønstre, farverige tasker og spøjse sammensætninger skræmmer mig ikke længere, og sikke en vidunderlig drejning det hele har taget. Minimalismen vil altid sidde i mig, og det vil aldrig ændre sig; men at gøre komfortkassen større vil i min optik aldrig være negativt. Måske vil jeg aldrig kunne trække outfits som disse i land selv, men det ved man jo ikke, hvis man aldrig prøver. 

15.1.17

HAR JEG EN DIAGNOSE ELLER ER JEG EN DIAGNOSE?

Ofte har mine diagnoser styret mit liv; jeg har indelukket mig selv, været nødsaget til at sige fra til ting jeg virkelig ville, haft større og til tider ubegrundede udbrud end normalt og står i en økonomisk situation, som ikke er et ønskescenarie - og det er desværre kun for at nævne få. Så hvor skiller grænsen mellem diagnosen og personen inde bag?

Jeg sad forleden og så Aftenshowet på DR1, hvor en mand med post-traumatisk stress syndrom blev interviewet omkring dette. Fokusset lå på hvordan mennesker med psykiske diagnoser bliver set på og behandlet generelt i samfundet, og på nogle planer kunne jeg relatere. Jeg har langt hen af vejen været heldig at have fantastiske mennesker omkring mig, som har set mig for Nanna og hverken mere eller mindre end det, dog tror jeg mange mennesker tager afstand når en psykisk lidelse bliver italesat, lige så vel som fysiske handikap - måske især for dem det ikke er relaterbart for, og som ikke selv har haft det tæt inde på livet.

Psykiske lidelser har det med at styre ens liv, om end påvirke det i en signifikant grad. Jeg har oplevet det - og oplever det stadig - og det er pisse hårdt. Dog er det super vigtigt at dem som står på sidelinjen ser personen inde bag diagnosen, om det så er familiemedlemmer, kollegaer, tætte venner eller bekendte. Unødvendige hensynstagninger kan få mennesket inde bag til at føle sig lille og hjælpeløs, og det er ofte noget af det sidste, man i disse situationer ønsker at føle sig.

Vi skal passe på med at stigmatisere diagnose-ramte, for vi er alle forskellige og lige så er vores symptomer og behov. De heldige kommer ud på den anden side af en psykisk sygdom, andre er nødt til at leve med den - uanset situationen eller mennesket, har vi alle brug for at blive set og blive hørt. Det gælder både at støtte når der er brug for det, men endnu vigtigere også at have en så normal relation som muligt.

Min konklusion er vist rimelig klar; vi er ikke vores diagnose. Personligt er min(e) diagnoser irriterende og ekstremt uønskede bump på vejen, men tid, den rigtige hjælp og et godt bagland gør det hele meget nemmere og bedre. Jeg håber vi alle kan blive bedre til at anerkende og se dem omkring os for hvem de er, og ikke for hvad de har i rygsækken. Alle mennesker har oplevet, følt og tænkt ting som til tider stadig gør ondt og nager, og mit bedste råd er altid at italesætte de ting. Når vi ikke gør det, fastholder vi et tabu som er sørgeligt og unødvendigt.

13.1.17

IT'S ALL IN THE DETAIL


Ofte fokuserer vi på det samlede indtryk af et outfit, hvilket jo faktisk ikke er specielt mærkeligt eller forkert, desværre glemmer vi af og til at zoome lidt ind på detaljerne, som i nogle tilfælde kan ændre på den overordnede opfattelse. Lidt ligesom kunst, hvis jeg skal sammenligne stort! Dén udstående detalje kan være i form af et accessory, en speciel hårstyling eller farvespillet. Også selve materialet, små mønstre, silhuetter eller lag, som måske ikke ses på afstand, kan spille ind. Detaljerne kan tilføje et relativt simpelt outfit noget skørt eller bare gøre det blikfangende, hvorimod det foruden ville være let at glemme. Jeg er stor fan og ønsker i fremtiden at kunne blive mere skarp på netop det punkt, for som billederne illustrerer, kan det gøre en verden til forskel!

11.1.17

DISPLAY OF EMOTIONS

Vi er alle født med retten til at føle det vi føler, og tænke hvad vi vil. Alle følelser er naturlige, på trods af at nogle er uønskede og ubelejlige. Jalousi, ensomhed, vrede og skam ligger ofte i den kategori, vi muligvis ikke har lyst til at kendes ved og indrømme, hvilket til dels er forståeligt nok - desværre er det i min optik bare rigtig usundt at undertrykke følelserne, uanset hvor ubehagelige de er. Vi er alle sammen født med det samme følelses-register, hvor nogle følelser selvfølgelig er mere dominerende end hos andre, men sandsynligheden for at vi alle gennemgår hver og en livet igennem er temmelig stor - så hvorfor er dele af dem tabubelagt? 

At udtrykke og vise glæde, forelskelse, lykke og optimisme er fuldstændigt legitimt, især på de sociale medier. Instagram-billeder og facebook-opslag af søde babyer, sene drinks med veninderne og perfekte parforhold ses overalt, på trods af at vi ved, at ingen lever dét perfekte liv. Dét fantastiske, sunde, sjove helse liv, hvor alt bare spiller og der ingen gnidninger på vejen er. Lad mig lige understrege, at der selvfølgelig skal være plads til disse positive opslag, dog nager det mig, at de andre følelser, dem som gør lidt ondt og ikke er rare at tale om, ingen plads har i det forum. 

Jeg er klar over, at det hurtigt ville blive deprimerende og trættende hvis vi alle delte hver en lille nedtur i vores liv, men de usagte regler vi på nuværende tidspunkt er underlagt, skader mere end de gavner. De fleste af os ved med logikken godt, at ingen har det glansbillede-liv som de fleste sociale medie-profiler fremviser, alligevel kan vi ikke lade være med at sammenligne. Hvordan holder hun sit hus så rent og pænt hele tiden? Hvorfor er hun så smuk, når jeg ikke selv er? Vælter han sig bare i damer eller hvad? Hvordan får hun råd til at shoppe så meget lækkert tøj? Skønheds idealerne er gået fra magasinerne til de daglige apps vi er så afhængige af, og det påvirker os om vi vil det eller ej.

Det frustrerer mig, at forventningerne stiger i takt med at selvværdet daler. Likes på et profilbillede er vigtigere end personen inde bag, og antallet af følgere indikerer hvor vellidt man er. Vi går alle rundt med negative, hårde følelser af og til, men at dele de tanker og problematikker er et fuldstændigt no-go for de fleste, da det ville være tegn på svaghed og sårbarhed. Survival of the fittest. Hvis du ikke kan følge med, er du ude. 

Jeg vil runde af med at sige, at jeg ikke er en skid bedre. Jeg er ikke hellig, og jeg falder lige så nemt i, som resten af verdenen gør. Mennesker er flokdyr og vil helst ikke skille sig ud fra mængden, og jeg er på ingen måde anderledes. Mit håb er bare, at denne mediekultur med tiden ændrer sig; at vi snart kan dele hvad vi vil uden at blive sat i bås, og at vi bliver bedre til at lægge smartphones, tablets og bærbare computere væk, for istedet at se hinanden i øjnene. Det virkelige liv vil altid være vigtigere end det virtuelle, og personlighed, hvordan vi behandler hinanden samt de valg vi tager vil altid være vigtigere end udseende og det konstante sociale-medie ræs.