Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

torsdag den 22. februar 2018

A TREND I DIG: TRACK PANTS


Den trend, jeg idag tager fat på, er absolut en af de mest behagelige, den forener nemlig komfort og fashion på fineste vis: track pants. Den startede for de sportslige, bredte sig til den søndagsramte, og lige pludselig var den der til diverse fashionweeks. Der gik ikke længe før de store brands opsnusede dét, og idag kan man derfor både finde Versace's, Givenchy's, Balenciaga's, Acne's, Isabel Marant's og mange, mange andre high-end mærkers bud på den bløde buks. Samtidigt er der efterhånden meget man kan udrette med bare få detaljer såsom farver, snit, mønstre, knapper og andre finurlige påfund, det skal derfor ikke forstås som om at jeg nu synes at de gråmelerede joggingbukser i sweat nu er et fashionstatement, det er nemlig ikke sagen. Herunder har jeg fundet 8 par, for at underbygge min relativt nylige forkærlighed for den let posede benbeklædningsgenstand, og jeg håber, at I er enige med mig så langt, som at det med kilometer overgår dengang lavtaljede, ålestramme bukser var det eneste rigtige man kunne iføre sig. Jeg er især vild med Adidas klassiske 3-stripes sag (nr. 8) i en lækkervarm bordeaux farve, samt samarbejdet mellem Puma og Rihanna's udfald (nr. 5) som jeg forestiller mig er super luftige på en varm forårsdag. 

1. The Ragged Priest // 2. Designers Remix // 3. Jaded London // 4. Nike // 5. Fenty Puma // 6. Topshop // 7. Jaded London // 8. Adidas

søndag den 18. februar 2018

BEAUTY WISHLIST


Hudpleje er en større videnskab end jeg, personligt, for bare år siden, anede om. Virksomme ingredienser er key, og det gik for alvor op for mig, da jeg som 20-årig blev ramt af hudsygdommen akne. Mange kvinder ligger inde med en vis forfængelighed, og på den skala har jeg nok altid ligget højt, så da det ramte mig, gik jeg ret hurtigt på jagt efter hjælpsomme produkter, og langsomt åbnede der sig derfra en ny verden op. Idag er jeg akne-fri, men interessen for beauty produkter har altså holdt ved, og en lille wishlist blev derfor skabt.

Serums er aldrig noget jeg har gjort mig i, faktisk anede jeg ikke hvad det var, for bare 2 år siden. Folk, med en vis kendskab til den levende organisme huden er, har dog med tiden vist mig, hvor stor en forskel disse kan gøre, alt efter hvad huden craver; her kan mærket Codage nævnes, som har gjort sig i en del af slagsen! Har man for eksempel en knastør hud kan No.1 give et ordentligt fugt-skud, hvorimod hvis huden er lettere uren og fedtet er No.2 et oplagt valgt - kort sagt er der en serum til alle hudtyper og behov! Desværre er serums, grundet det høje koncentrat af lækre ingredienser, som for eksempel antioxidanter, syrer og enzymer, som regel ret dyre, og derfor noget jeg desværre ikke selv har gjort mig så meget i.... endnu!

Af masker står Micro Peel-masken og Renaissance-masken højt på listen, og egentligt er de begge peelende syre-masker. Når ordet syre bliver nævnt tænker man straks på en ætsende, og ganske farlig, substans, men det er slet ikke tilfældet, når det kommer til hudpleje! De går virkelig ind og arbejder med hudens struktur, glød, celle-fornyelse og hjælper både på fine linjer, gamle ar og giver en generel mere ens-artet hud. Selv skifter jeg imellem at bruge diverse masker 2-3 gange ugentligt, simpelthen for at give min hud ekstra pleje og opmærksomhed, og jeg har virkelig kunne se en forskel. Lidt hen af Oskias Reinaissanse-maske, bruger jeg hver aften religiøst af selvsamme mærke Renaissance Cleansing Gel, som for mig er en absolut nødvendighed. Den er spækket med vitaminer, enzymer og vanvittigt lækre ingredienser, og har gjort en kæmpe forskel på min hud! Kvalitet går altså hånd i hånd med et lidt højt prisleje, det kan jeg personligt skrive under på, for efter at have brugt den i 9 måneders tid, kan jeg ikke forestille mig et liv uden! 

Og så er der det klassiske hud-problem, som mange af os går rundt med og er pisse irriterede over... forstørrede porer som tit indeholder klamme hudorme. Og hvad gør man med dem?! Jeg har selv undersøgt land og rige rundt efter et svar, og det eneste som igen og igen er blevet nævnt er salicylsyre. Den ingrediens skulle være den eneste af slagsen, som decideret trænger ned i porerne og renser skidtet ud, og det er her Skyn Icelands peel-pads kommer ind i billedet, for de er spækket med den højest nødvendige ingrediens. Det er ikke et bredt-forhandlet mærke her i Danmark, og hvis man foretrækker personligt at gå ned i Matas eller Magasin, er der Pudderdåserne T-zone Peeling som ligeså skulle have et højt indhold af salicylsyre, desværre virkede den ikke optimalt på mig, men mange virker glade for den, så det er absolut en mulighed.

Så for at opsummere, er jeg simpelthen blevet bidt af hudens mange mysterier og hvordan man løser dem, en lykkelig historie som startede ved akne, hvem skulle have troet det? Jeg er hverken ekspert eller alt-vidende, jeg kan kun tale ud fra egen erfaring og hvad jeg selv hører og læser mig til, og der er ingen tvivl om, at mindre end disse dyre produkter nok også kan gøre godt. God søndag herfra!

lørdag den 10. februar 2018

(YOU ARE) NOT ALONE

Jeg har efterhånden snakket langt og længe om det mentale helbred her på bloggen, og jeg kan godt forstå, hvis læserene hertil nogle gange er ved at brække sig over det. Selv er jeg meget bevidst om også at skildre andre sider af mig selv og mit liv, for som jeg tidligere meget understregende har sagt, så er jeg mere end psykisk sygdom og mentale diagnoser. Alligevel er det efterhånden blevet et slags omdrejningspunkt på bloggen her, noget jeg altid vender tilbage til og tager op igen og igen, for om jeg vil det eller ej, så er fokus på mentalt helbred og behandling deraf blevet en hjertesag for mig. Det ligger mig nært, dels fordi jeg selv har været der, er der, og med stor sandsynlighed altid, i højere eller mindre grad, vil være der, men lige så meget fordi det stadig, stadig... er et voldsomt tabubelagt emne. Psykisk sygdom er forbundet med skræmmende stor stigma og skam, at det gør det svært at snakke om og røre ved, og netop derfor skal vi snakke om det. Nu.

I min daglige gøren bliver jeg af og til opmærksom på forskellige tiltag der bliver gjort for at øge opmærksomheden mod mentalt helbred, og dokumentaren Not Alone faldt jeg lidt tilfældigt over på Netflix. Dokumentaren i sig selv er ikke specielt mesterligt udført eller et lille kunstværk i sig selv, derimod har den en meget, i mine øjne, prisværdig grundingrediens; helt almindelige mennesker. Mennesker, som selv, på egen krop, har mærket den psykiske smerte, følt depressionens altudslettende greb, været på kanten af det mest terminale af alt: selvmord.

På de små 50 minutter dokumentaren kører over, møder man ikke en eneste ekspert eller specialist, kun en gruppe unge mennesker, som frivilligt er gået med til at dele deres tanker, oplevelser og historier indenfor psykisk sygdom. De fortæller om ensomhed, uoverkommelig tristhed, desperation, ikke at blive set, hørt og forstået, lysten til at give op, og for én som mig, er meget af det genkendeligt. Jeg ser mig selv i deres smertende øjne, og jeg føler med dem. Kvinden der sidder overfor dem, hende, som har taget initiativet til dokumentaren, og som selv interviewer hver enkelt medvirkende, mistede selv sin bedste veninde til selvmord. Det efterlod hende i dyb sorg, med stor skyldfølelse og en masse spørgsmål. 

Uden at røbe for meget, efterlader dokumentaren mig håbefuld. Lettere optimistisk. Psykisk sygdom er forfærdeligt, og i mine øjne på længde med mange alvorlige fysiske sygdomme, og vi burde som medmennesker blive bedre til at behandle det ligeledes. Psykisk sygdom er ikke valg, på samme måde som kræft, et brækket ben eller tusind andre sygdomme ikke er det. Jo mere vi naturliggøre og anerkender sindssygdomme, des mere vil mennesker som rammes af dem have lyst til at tage imod hjælp, søge behandling og derved komme ud af den onde, skamfyldte spiral. Alle kan i sidste ende blive ramt, og det er derfor samfundets ansvar at tage hånd om problematikken.

Dokumentaren "Not Alone" kan streames på Netflix

onsdag den 31. januar 2018

EN TEKST OM MENINGSLØSHEDEN


Det er en af de dage, hvor ord ikke giver mening. Hvor indersiden gør ondt, som ens ansigt gør det, efter en lang nat med tømte glas. Kroppen er træt, fingrene vil ikke taste og hjernen ikke tænke. Det er sådan en dag, hvor ingenting giver mening, fremtiden smager surt, sekundernes gåen bringer ensomhed. 

Skrive, tænker hun. Dét giver mening. 

Men kun, hvis hjernen vil bringe vigtige ord til livs. Hvis ikke, er der kun tomhed og ligegyldighed tilovers. Sætninger, vers og såkaldte digte, der kan og skal undværes. Som ikke engang hende selv, en dag i næste uge gider at læse. 

Stilheden vil ikke hele hendes åbne sår, heller ej musikkens toner helbrede vil. Det er narnia, limbo, nirvana, et sted i midten af al kaosset. Ingen ro, intet helle.

 Alligevel sætter hun sig ned, hiver computeren hen på de vinterkolde lår, placerer sine fingre på det sorte tastatur, og forventer noget. Bare noget. Men det skal være godt. Vigtigt. Brugbart. Det skal give mening, på trods af at intet andet gør. Hun skal skabe noget, som kan ændre nogens liv, om end bare hendes eget. Det er ikke fair, det ved hun godt, alligevel omslutter skuffelsen hende, når ordene ikke slår til. Ikke giver mening. De er der, men sættes ikke i den rette rækkefølge, bruges ikke ordentligt, hun bringer skrivelsen til skamme, tænker hun, og fordømmer sine drømme, om nogensinde at blive til noget. Til nogen. Et vigtigt menneske. 

Og hvad så, med alt det spildte potentiale, som nogen engang så i hende? Nogen, som hun synes er vigtige. Hvad måtte de ikke tænke, hvis de bare vidste, hvor langt ude hun er. Som hun sidder der, med tomme fingre og et hult indre. 

søndag den 14. januar 2018

JANUARY MUSIC


En pose blandede bolsjer som alle smager pissegodt, kunne man kalde månedens musikudvalg. Genren er i den poppede, let elektroniske, blødt rappende R&B-stil, som vel egentligt, nu når jeg tænker over det, er min yndlings. 

Først og fremmest MÅTTE jeg tage Justin T's nye single Filthy med, som jeg har en fornemmelse af splitter vandene. Nogle decideret hader den, mens andre godt kan se det fede, nytænkende ved den, personligt er jeg af den overbevisning, at den er sådan en slags sang, som langsomt kravler ind under huden på én. Den minder mig en anelse om nogle af numrene på hans FutureSex/LoveSound album, som også tilnærmede sig den elektroniske lyd, præcis denne sang er nok taget skridtet længere ud, hvilket ikke som sådan gør mig noget; jeg forudser dog, at der vil være andre sange på hans snart kommende nye plade, som vil falde endnu bedre i min smag. Jeg er mega excited! Er jeg forresten den eneste, der tænker på Steve Jobs når musikvideoen spiller? Måske det er hele sweater/brille looket, samt det fysisk elektroniske element robotten er, eller også er det bare mig, der er skør. Hvilket bestemt også er en mulighed. Ha.

Af de andre sange, er The Weeknd's sang Often en blød klassiker for mig - Kygo's remix er også fedt, af denne sang - som bringer mig i det helt rigtige state of mind. Jeg er vild med Abels bløde, R&B stemme, den sexede lyrik samt de lækre elektropop lyde. Lorde's sang Homemade Dynamite er en af de sange, der tvinger mig ud i at bevæge min krop, hvilket jeg ellers ikke er særligt glad for. Det er ganske enkelt en skøn popsang med fantastiske featuring kunstnere! blackbear's sang do re mi er en af dem, der er lavt på indhold, men højt på bad-ass-ness - I aint no tic-tac-toe - hvorimod Logic's sang Anziety rammer mig helt personligt. En hård aften måneder tilbage, googlede jeg mig frem til sangen med hjælp af keywordet angst. I sangen rapper han selv sin egen angst ud, og det er for mig en smuk ting at høre. Den slutter af med en monolog, hvorpå han fortæller en del af sin historie, hvilket jeg synes er pisse modigt og beundrelsesværdigt. 

- og i forbindelse med at jeg for første gang hørte selve sangen, stødte jeg på dette interview med rapperen selv, der forklarer angst, fortæller sin historie på en hudløs ærlig måde, og som bringer opmærksomhed til lidelsen. Det er videnskabligt bevist, at dét at kunne spejle sig i andre, og finde ligesindede som man på punkter kan relatere til, har del i forbedring, måske derfor var videoen, og er stadig, virkelig vigtig for mig, netop fordi jeg kan høre mig selv i hans ord. Jeg vil anbefale alle at give interviewet et kig, om du så selv har angst eller på ingen måde er i kontakt med lidelsen. Vidoen er oplysende, intelligent og interessant for alle!