Nanna Riedel

Nanna Riedel
-

tirsdag den 1. august 2017

HONESTY IS THE BEST POLICY

Dette indlæg føles rigtig vigtigt for mig at skrive, samtidigt ved jeg ikke hvor jeg skal starte eller hvilke ord jeg skal bruge. Nogle husker måske dette indlæg hvori jeg skrev lidt om følelser og visning deraf, blandt andet i forbindelse med de uundgåelige sociale medier, og det emne læner dette indlæg sig en anelse op ad. Selv bliver jeg altid rørt og enormt glad, når jeg ser den mest ægte form for ærlighed på netop SoMe kanalerne, måske derfor føler jeg mig som den største hykler i verdens historien, når jeg ikke selv kan finde modet til det.

Herinde snakker jeg kvalmende åbent om både pæne og grimme emner og tanker, for bloggen er primært en en-vejs kommunikation. På en måde føler jeg at det er en slags dagbog; der er intet pres om at få likes på mine indlæg, jeg føler mig slet ikke bedømt på samme måde, som jeg af og til gør på andre medier, og det giver mig trygheden til at skrive frit og fuldkomment hudløst ærligt.

Når det så kommer til sociale medier såsom Instagram, tager jeg mig selv, og største delen af alle andre, i at opstille et perfekt, idyllisk og på mange måder urealistisk liv. Vi sammensætter designer kopper med tændte lysestager for et "Søndags hygger"-billede og gud forbyde at ens veninder tager en bid af deres svinedyre avocado-mad, før det er foreviget med de mange følgere. Vi perfektionere udadtil en tilværelse ingen lever, og det går mig på. Det går mig rigtig meget på.

For her sidder jeg. I nattøj, midt på dagen, uden overskud til at lave et hjemmelavet måltid, uden energi til at gå uden for min dør, uden lysten til overhovedet at være social, alt grundet angst. Angsten. Det har været min hverdag i et år nu, og grunden til at jeg ofte forsøger at holde det tæt ind til kroppen, er den samfundsskabte skam som de fleste dage er for tung til at bære. Det er stigmatiseringen over ikke at lave noget, over at være doven, over ikke at kunne tage sig sammen. Over at være svag. Jeg vil passe ind, som det så fint ligger i det menneskelige DNA at ville, jeg vil føle mig normal, og en måde jeg kan gøre det på, er at lade som om på de sociale medier.

Og jeg føler mig lidt ussel. Ussel fordi jeg føler mig bedragerisk. Ja, jeg sidder med en kop kaffe i hånden badet i solens stråler, men tidligere den morgen var dynen så tung og hele verden havde føltes uoverskueligt hård. Ja, jeg er sammen med mine bedste veninder, men kun i 3 timer ad gangen, for det er det eneste jeg kan klare, uden at angsten får et fuldkomment greb om min krop. Ja, jeg står og poserer i et gennemtænkt outfit foran en gul mur, men reelt set er det første gang i flere dage, at jeg rent faktisk har formået at tage make-up og anstændigt tøj på. Jeg skammer mig over ikke at turde være ærlig, for på trods af at jeg forsøger at gøre alle de ting, føle mig almindelig, så er livet ikke altid smukt og pænt og lyserødt. Ikke for mig, ikke for nogen.

Kan man være for ærlig? Vi er alle stødt ind i de medlidenheds-søgende facebook updates - er så pisse ked af det, kan ikke fatte du gjorde det mod mig - hvorpå den pågældende bagefter i kommentarfeltet frabeder sig spørgsmål om hændelsen; privat beskeder kan dog arrangeres. Og det er pisse irriterende, det synes vi alle sammen, så hvor er balancen? Findes den? Hvornår er det forfriskende ærligt og inspirerende, og hvornår tangerer det til vaskeægte attentionwhore-potential?

Jeg er splittet. Tør jeg være følelsesmæssigt nøgen foran gamle folke- og efterskole bekendte, fyre, jeg på et tidspunkt håber at skabe kontakt med, og fremmede, som hverken kender mig eller min baggrund? Har jeg the balls til at skrive når noget er svært, eller ligge et billede op ad absolut ingenting? Jeg ved det ikke; de sociale medier er stadig forholdsvist nye alt taget i betragtning, og det er klart at vi, som So-Me generation, skal finde ud af en måde hvorpå vi undgår at skabe uopnåelige idealer og det vanvittigt høje pres om hvordan man skal se ud, hvilket tøj og interiør man skal eje, hvad man skal spise, hvad der er instavenlige aktiviteter and so on, for ikke kun skader det os, det vil videre påvirke de tilkommende generationer og det ønsker jeg ikke. Det ønsker jeg virkelig ikke.

2 kommentarer:

  1. Hvor er du sej!
    Jeg har netop opdaget din blog og har dermed slugt en stor håndfuld af dit indhold i een mundfuld.
    Dit mod og din ærlighed er helt fantastisk! Det er super inspirerende - tak!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din søde besked, den reddede min dag <3
      Jeg er så glad for, at du fandt noget herinde, som kunne betyde noget for dig.
      Det gør det hele værd! Hav en dejlig dag

      Slet